En hytte i skoven ligger øde hen. Glemt af mennesker og fortæret af naturen. Jeg var ude at gå en af mine sædvanlige ture i skoven, jeg gik væk fra stierne med et ønske om at se "den rigtige natur". Den vilde uforstyrrede natur, med mindst mulig risiko for at møde mennesker på min vej. Som jeg gik der i mine egne tanker, og nød solens stråler der varmede min røde næse, fik jeg øje på denne hytte. Omgivet af træer, mos, buske og alt smukt fra naturen. Jeg blev nærmest helt opslugt af den, og bevægede mig nærmere. Okay, måske ligner det lidt et spøgelseshus, for jeg var en lille smule bange. Jeg vidste jo ikke hvad der befandt sig indeni. Heldigvis stod hytten tom, og jeg bevægede mig rundt for at smugkigge ind af vinduer og sprækker.
Det var ganske sørgmodigt at se hytten så ensom og forladt. Mest af alt fordi jeg kunne se hvad det havde været engang - eller hvad det kunne blive til.
Jeg kunne se det mest eventyrlige sted, for både voksne og børn. Et sted med tid til nydelse, fordybelse og selvfølgelig bøger. Eventyrlige ekspeditioner i skoven, og fredfyldte tanker. Jeg forestiller mig hytten opbygget på ny, men nøjagtig den samme. De små mosbegroede trapper der gemmer sig overalt, og bringer én op til et nyt niveau af hytten. Jeg forestiller mig gamle døre, lange gardiner, ild i pejsen og bøger fra gulv til loft. Nørklede og mystiske nipsting, og store smukke malerier og hemmelige gemmesteder. Det jeg i sandhed forestiller mig, er et fristed - for mig selv. Et sted hvor jeg kan være mig uden forstyrrelser, hvor jeg kan dyrke min kærlighed til litteraturen, og fordybe mig i mine elskede bøger.
Hvor ville det været skønt med et sted helt for sig selv, og tilbringe uforstyrrede og rolige dage dér.
Jeg fik øje på en dør der var åben, og besluttede mig for at gå ind og kigge. Trods dets forfaldne tilstand, sikrede jeg mig lige at undgå uhyggelige overraskelser ved at råbe "hallo!"
Ingen svarede, og det tog jeg som en invitation. Det var med usikre ben jeg bevægede mig rundt på overettagen. Gulvene sank en smule under mine fødder, og der lød puslen alle steder fra. Der var så hyggeligt (i mit hovede), de mest fantastiske muligheder viste sig for mine øjne. En hyggelig læsekrog, hævet et stykke over resten af stuen. Store flotte vinduer og udgang til en lille altan. Der var støvet, spindelvæv overalt og en koncentreret lugt af "gammelhed". Men det var perfekt, lidt farligt og eventyrs-indbydende.
Jeg overvejede, og jeg gentager; overvejede, at stjæle en lille bog med hjem. Som et minde, tror jeg, eller for bare at redde noget derfra. Men jeg gjorde det ikke, det føltes som om det ville forstyrre stedet og fjerne noget af den magi jeg synes der hviler over det. Jeg efterlod hytten uforstyrret, og uden at ændre eller stjæle noget.
Efterladte genstande flyder overalt, slidte bøger, en rusten nøgle, møbler og porcelænsfigurer. For mange vil det ligne et mareridt, for mig er det drømmen. Hvad med Jer derude, har I et eventyrligt sted i drømmer om?
